Om Kongrescentret
Ringsted Kongrescenters historie
Den 5. marts 1987 var en stor dag i Ringsteds historie:
I overværelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. kunne Ringsted Teater & Kongrescenter langt om længe indvies.
Aftenen bød på en sand festforestilling: Fra overturen til Maskerade, solodansere fra Den Kgl. Ballet, Eddie Skoller, Champagnegaloppen til den afsluttende fællessang specielt skrevet til lejligheden af Johannes Møllehave.
"Jeg ønsker, at ideer, initiativer og gode
kræfter må mødes her og stedse bringe os alle i by og på land megen inspiration, store oplevelser og store udfordringer", skrev daværende borgmester Tove Frederiksen i festprogrammet.
Ringsted By og Kommune havde fået sit kulturcenter.
I første runde som lejer hos Danica og ATP, der forestod hele etableringen af Nørretorv Centret. Fra 2004 som ejer,
da Ringsted Kommune købte Kongrescentret.
Christian Steendahl
Kongrescentrets legendariske direktør (1988-2005) og arkitekten bag opbygningen af Ringsted Teater & Kongrescenter som et kulturelt fyrtårn på Midtsjælland.
Ringsted Kongrescenter i dag:
Ringsted Kongrescenter er både musikhus og kursus- og konferencecenter.
Som musikhus arrangerer vi årligt 60-70 koncerter. Fra Magtens Korridorer og Sebastian i Banketsalen til Anden paa Coke, Thomas Helmig og Kris Kristofferson i Store Sal.
Der skal være stjernestunder for enhver smag og til alle aldersgrupper, når vi skal betjene det sjællandske kulturområde.
På årsbasis sælger vi 35-40.000 koncertbilletter, hvoraf godt 25% købes af folk i Ringsted kommune.
Ringsted Kongrescenter er også et kursus- og konferencecenter. Med en central placering midt på Sjælland og en optimal infrastruktur er Kongrescentret et ideelt sted at sætte hinanden stævne, når det gælder kurser, konferencer og specialudstillinger.
Godt 200 arrangementer bliver det til på årsbasis, spændende fra Venstres Sommertræf med 900 deltagere, Profil Gruppens specialmesse med 30 udstillere, Nordeas årsmøde med 700 deltagere til generalforsamling i Glunz & Jensen med 80 deltagere.
På et år passerer godt 80.000 gæster gennem Kongrescentrets hovedindgang. Og alle er hjertelig velkomne. Vi lever af at give folk gode oplevelser og god service.
|